Naturhornet

Instrumenterne vi spiller på

Vi spiller udelukkende på naturhorn uden ventiler. At det er naturhorn betyder, at toneomfanget er afhængigt af instrumentets faste rørlængde og læbernes embouchure. Derfor kan man kun spille de toner, der er repræsenteret i den naturtonerække, der følger hornets stemning, som igen afgøres af længden på hornet.

Naturtonerækken er karakteriseret ved, at der er meget store spring mellem de dybeste toner og mindre og mindre spring, jo højere tonerne bliver. Kommer man højt op i registeret, kan man spille kromatisk på naturhornet, men det kræver en meget stærk embouchure, som kun de allerbedste blæsere er i besiddelse af.

De horn vi spiller på kaldes også parforcehorn. De består faktisk kun af to sammenbyggede messingrør; et på 275 cm, der ved hjælp af en omskifter kan forlænges til 421 cm. Hornene kan dermed spille naturtonerne både i stemning Bb og Es. Instrumentet er af praktiske grunde rullet sammen, så man kan have det med i en bil – eller som før i tiden på en hest.
Ved omslaget fra “Bb” til “Es” kan hornene spille i begge disse tonarter. Det muliggør, at man kan spille almindelige jagtfanfarer og signaler og hurtigt skifte til jagt-, liturgisk- og fanfaremusik fra den Europæiske senmiddelalder. “Bb” hornet kan også benyttes i sammenhæng med “Es” hornet til at erstatte brugen af “stophorn” på enkelte toner.

Parforcehornet har en klang i retning af et waldhorn – lidt mere rå i klangen, dog med tilstrækkelig friskhed til at udtrykke den jagtlige atmosfære.
Toneomfanget på hornene er mindst 14 naturtoner i hele 3 oktaver.

Da det drejer sig om naturtoner, lyder nogle enkelte toner ikke, som vi er vant til at høre dem fra moderne ventilinstrumenter.
Den 7., den 13., og den 14. naturtone er lavere. Den 11. naturtone er højere end vort øre er vant til at høre den i den tempererede stemning på moderne ventilinstrumenter.

Til sammenligning er toneomfanget på de mindre Fürst Pless horn, som kendes af enhver jæger fra praktisk jagt, begrænset til 6 toner – ligesom på signalhorn .

Naturhornets historie

Hornsignaler har rødder i forhistorisk tid – akustiske signaler og fanfarer blev anvendt til jagt, i kamp og til kult.
Instrumenterne var dengang dyrehorn, såkaldte olifanter. Senere blev de afløst af efterligninger af snoede dyrehorn fremstillet i metal, kaldet hifthorn.

Den ældste lærebog i “Jagtens kunst,” der stammer fra Ludwig IX´s tid i det 13. århundrede, omtaler hornenes anvendelse. Dels som et kommunikationsmiddel i skoven og dels i jagtens ceremonielle sammenhænge.

Fra omkring år 1000 har Sankt Hubertus været skytshelgen for jægere.
Hubertus er også skytshelgen for jagthundene, og derfor er han også beskytter mod hundebid og hundegalskab.
I Belgien og Frankrig kaldes hundegalskab derfor ofte “mal de Saint-Hubert”.

I over tusind år har der været afholdt Hubertus-messer, og som noget særligt har man fra tidlig tid brugt at pynte kirken med grønne grene og det nedlagte vildt. Selv jagthundene og jagtudstyret tog man med ind i kirken.

Den berømte Hubertusjagt holdes til ære for ham hvert år den 3. november.

Der er en legende om Sankt Hubertus, som først er dukket op i 1300-tallet. Den fortæller:
En langfredag var Hubertus i gang med sin yndlingsbeskæftigelse, jagt i Ardennerne, Der fik han øje på en hjort.
Til hans forbavselse blev hjorten roligt stående, og Hubertus, der allerede havde spændt buen klar til skud, opdagede at hjorten havde et lysende krucifiks midt i det store gevir.
Han sank i knæ og hørte en stemme, som manede ham til ikke at glemme det evige liv. Dette gjorde så stærkt indtryk på ham, at han omvendte sig helt til Gud.

Men den legende er muligvis en sammenblanding med legenden om St. Eustacius, som netop har geviret med det lysende kors som attribut.

Jamen hvordan kommer så Hubertusmusikken ind i den historie?
I starten var den der heller ikke. Men fra tidlig middelalder var jagt en yndet fornøjelse for fyrsterne i det Stor-frankiske rige, og helst skulle den foregå på hesteryg.
Man kunne hurtigt tilbagelægge store afstande på kort tid i jagten på en hjort.

Nu havde man ikke mobiltelefoner dengang; men naturhorn havde man, og de kunne høres langt omkring. Der var komponeret korte besked-signaler til disse horn, så de andre i jagtselskabet kunne vide, hvad der skete.
Der var f. eks. signaler for: falsk fært, kald hundene tilbage, sæt hundene på ny fært, hundene nærmer sig hjorten, hjorten går i vandet, hjorten forlader vandet, hjorten er såret, hjorten er nedlagt osv.

Disse horn fulgte naturligvis jægerne ind i kirken til Sankt Hubertusmessen den 3. november, og man har vel i kirken blæst nogle af jagtens signaler med følelse og patos for at genopleve dagens jagt. Der har også været små melodistumper som korsriddernes brugte. Forskellige fra egn til egn, efter hukommelse og fri fortolkning.

Først for 2-300 år siden er denne musik, som mundtligt har overlevet i hundreder af år, blevet redigeret og nedskrevet på noder.

Kendte fanfarer som f.eks. Dampierres Hubertusfanfare (Paris 1778) og enkelte nyskabelser blev efterhånden til den liturgiske musik.
I slutningen af det 19. århundrede blev denne musik, Hubertusmessen, optaget i store Franske værker af Normand, Sombrun og de la Porte. Efter Den første Verdenskrig har man med inspiration i disse værker samlet musikken i redigerede genoptryk.
Den kendteste af disse udgivelser er velnok: Jules Cantin, La Grande Messe de Saint-Hubert (Paris 1934).
Hubertusmessen er oprindelig en katolsk liturgi, men da man i Tyskland også har brugt en evangelisk version, giver det mulighed for af anvende denne version af Hubertusmusikken i den Danske Folkekirke.