Instrumenterne vi spiller på
Vi spiller udelukkende på naturhorn uden ventiler. At det er naturhorn betyder, at toneomfanget er afhængigt af instrumentets faste rørlængde og læbernes embouchure. Derfor kan man kun spille de toner, der er repræsenteret i den naturtonerække, der følger hornets stemning, som igen afgøres af længden på hornet.
Naturtonerækken er karakteriseret ved, at der er meget store spring mellem de dybeste toner og mindre og mindre spring, jo højere tonerne bliver. Kommer man højt op i registeret, kan man spille kromatisk på naturhornet, men det kræver en meget stærk embouchure, som kun de allerbedste blæsere er i besiddelse af.
De horn vi spiller på kaldes også parforcehorn. De består faktisk kun af to sammenbyggede messingrør; et på 275 cm, der ved hjælp af en omskifter kan forlænges til 421 cm. Hornene kan dermed spille naturtonerne både i stemning Bb og Es. Instrumentet er af praktiske grunde rullet sammen, så man kan have det med i en bil – eller som før i tiden på en hest.
Ved omslaget fra “Bb” til “Es” kan hornene spille i begge disse tonarter. Det muliggør, at man kan spille almindelige jagtfanfarer og signaler og hurtigt skifte til jagt-, liturgisk- og fanfaremusik fra den Europæiske senmiddelalder. “Bb” hornet kan også benyttes i sammenhæng med “Es” hornet til at erstatte brugen af “stophorn” på enkelte toner.
Parforcehornet har en klang i retning af et waldhorn – lidt mere rå i klangen med tilstrækkelig friskhed til at udtrykke den jagtlige atmosfære.
Toneomfanget på hornene er mindst 14 naturtoner i hele 3 oktaver.
Da det drejer sig om naturtoner, lyder nogle enkelte toner ikke, som vi er vant til at høre dem fra moderne ventilinstrumenter.
Den 7., den 13., og den 14. naturtone er lavere. Den 11. naturtone er højere end vort øre er vant til at høre i den tempererede stemning på moderne ventilinstrumenter.
Til sammenligning er toneomfanget på de mindre Fürst Pless horn, som kendes af enhver jæger fra praktisk jagt, begrænset til 6 toner – ligesom på signalhorn .
Naturhornets historie
Hornsignaler har rødder i forhistorisk tid – akustiske signaler og fanfarer blev anvendt til jagt, i kamp og til kult.
Instrumenterne var dengang dyrehorn, såkaldte olifanter. Senere blev de afløst af efterligninger af snoede dyrehorn fremstillet i metal, kaldet hifthorn.
Den ældste lærebog i “Jagtens kunst,” der stammer fra Ludwig IX´s tid i det 13. århundrede, omtaler hornenes anvendelse. Dels som et kommunikationsmiddel i skoven og dels i jagtens ceremonielle sammenhænge.