I over tusind år har der været afholdt Hubertusmesser, og som noget særligt har man fra tidlig tid brugt at pynte kirken med grønne grene og det nedlagte vildt. Selv jagthundene og jagtudstyret tog man med ind i kirken.
Der er en legende om Sankt Hubertus, som først er dukket op i 1300-tallet. Den fortæller:
En langfredag var Hubertus i gang med sin yndlingsbeskæftigelse som var jagt i Ardennerne. Der fik han øje på en hjort.
Til hans forbavselse blev hjorten roligt stående, og Hubertus, der allerede havde spændt buen klar til skud, opdagede at hjorten havde et lysende krucifiks midt i det store gevir.
Han sank i knæ og hørte en stemme, som manede ham til ikke at glemme det evige liv. Dette gjorde så stærkt indtryk på ham, at han omvendte sig helt til Gud.
Men den legende er muligvis en sammenblanding med legenden om St. Eustacius, som netop har geviret med det lysende kors som attribut.
Jamen hvordan kommer så Hubertusmusikken ind i den historie?
I starten var den der heller ikke. Men fra tidlig middelalder var jagt en yndet fornøjelse for fyrsterne i det Storfrankiske rige, og helst skulle den foregå på hesteryg. Man kunne hurtigt tilbagelægge store afstande i jagten på en hjort.
Nu havde man ikke mobiltelefoner dengang, men naturhorn havde man, og de kunne høres langt omkring. Der var komponeret korte besked-signaler til disse horn, så de andre i jagtselskabet kunne vide, hvad der skete.
Der var f. eks. signaler for falsk fært, kald hundene tilbage, sæt hundene på ny fært, hundene nærmer sig hjorten, hjorten går i vandet, hjorten forlader vandet, hjorten er såret, hjorten er nedlagt osv.
Disse horn fulgte naturligvis jægerne ind i kirken til Sankt Hubertusmessen den 3. november, og man har vel i kirken blæst nogle af jagtens signaler med følelse og patos for at genopleve dagens jagt. Der har også været små melodistumper som korsridderne brugte. Forskellige fra egn til egn, efter hukommelse og fri fortolkning.
Først for et par hundrede år siden er denne musik blevet redigeret og nedskrevet på noder, efter at have overlevet i hukommelsen fra generation til generation.
Kendte fanfarer som f.eks. Dampierres Hubertusfanfare (Paris 1778) og enkelte nyskabelser blev efterhånden til rygraden i den liturgiske musik.
I slutningen af 1800-tallet blev denne musik samlet i Hubertusmessen og optaget i store Franske værker af Normand, Sombrun og de la Porte. Efter Den første Verdenskrig har man med inspiration i disse værker samlet musikken i redigerede genoptryk.
Den kendteste af disse udgivelser er velnok: Jules Cantin, La Grande Messe de Saint-Hubert (Paris 1934).
Hubertusmessen er oprindelig en katolsk liturgi, men da man i Tyskland også har brugt en evangelisk version, giver det mulighed for af anvende denne version af Hubertusmusikken i den Danske Folkekirke.
Sankt Hubertus er i den Katolske verden skytshelgen for jægerne, men også for jagthundene, og derfor er han også beskytter mod hundebid og hundegalskab.
I Belgien og Frankrig kaldes hundegalskab derfor ofte “Mal de Saint-Hubert”.
Den berømte Hubertusjagt på hesteryg afholdes til ære for St. Hubertus hvert år den 3. november.